Startside
Profil
Sprog
Fagområder
Kvalitet
Referencer
Kundevejledning
Forsikring
Spørgsmål & svar
Freelancer
Søg











 
Pressemeddelelse

Januar 2005


Ny spændende sprogvirksomhed indtager Sønderjylland


Sprogtek ApS er flyttet til Augustenborg på Als, hvor stifterne Thomas og Jeanette Myllerup har fundet nye og rummelige rammer til den lille, produktive sprogvirksomhed i Hofpræstens Hus*. "Vi har fået højt til loftet, og med slotsparken, fjorden og skoven som nærmeste naboer er der masser af inspiration til fortsat at levere funktionelle oversættelser inden for informationsteknologi, teknik, jura og marketing", fortæller Jeanette Myllerup.

Flere sprog på menuen
Selvom ejerparret er translatører i engelsk, leverer de også oversættelser på andre sprog. "Hidtil har vi primært leveret oversættelser mellem dansk, engelsk, tysk og fransk, men gennem de seneste par år er det lykkedes at opbygge et pålideligt og kvalitetsbevidst netværk af leverandører i Norge og Sverige, så vi nu også kan levere kvalitetsoversættelser på disse sprog", siger Thomas Myllerup.

Modersmålsoversættere
I modsætning til mange andre aktører på markedet har Sprogtek ApS valgt at koncentrere sig om nogle få sprog. "Vi klarer ikke alle sprog, men holder os til de sprog, som vi selv har mulighed for at tjekke kvaliteten af og bruger kun modersmålsoversættere – dvs. at vores oversættere kun oversætter til deres eget modersmål – det giver den bedste kvalitet", fortæller Jeanette Myllerup.

Sproglig assistance
Oversættelse kræver dialog med kunden. En oversættelse skal naturligvis være sproglig og grammatisk korrekt for at formidle budskabet korrekt, men hvis budskabet halter, kan der være brug for en tilpasning af teksten. Hos Sprogtek ApS laver de funktionelle oversættelser, dvs. at teksten skal fungere på målsproget, også hvis det kræver en omskrivning af teksten i samarbejde med kunden.

Derfor Sønderjylland
De to ejere er enige om, at grænselandet byder på en enestående blanding af kultur og sprog. "Vi kommer fra Trekantområdet, hvor mange aldrig kunne drømme om at flytte til Sønderjylland. Vi har dog sjældent mødt en større åbenhed og dynamik end her, hvor der også er meget gang i erhvervslivet. Mentaliteten er en anden, man er mindre reserveret, og som tilflytter føler man sig hurtigt velkommen i en lille by som Augustenborg, hvor man bliver mødt med et smil og et "mojn" på gaden", fortæller Thomas Myllerup. "Sønderjylland er naturligvis også nærhed til store danske virksomheder og et stort tysk marked, der åbner flere muligheder for en lille sprogvirksomhed", tilføjer Jeanette.

Du kan læse mere om Sprogtek ApS på: www.sprogtek.dk

  

* Hofpræstens Hus er opført i 1776 som bolig til Christian Jessen, der fik stilling som slotspræst hos Hertug Frederik Christian I. Hofpræsten fik anvist et grundstykke af Hertugen og stod selv som ejer af huset. Præstegården menes at være bygget af Hertugens bygmester August Christian Bohlsmann eller Aabenraa-bygmesteren Lorentz Jacobsen. Det fredede hus er et af de mest fremtrædende bygninger i byen, og det smukke dørparti med de svungne linjer og udsmykninger er typisk sønderjysk rokoko.

 

Find vej: Rutebeskrivelse

 

 
  In English   

 

 

© Sprogtek ApS · Palævej 2 · DK-6440 Augustenborg · T: (+45) 75 83 86 89 · F: (+45) 75 83 86 09 · M: sprogtek@sprogtek.dk